Fjernvarme til offentlige bygninger
Bygninger til offentlige formål udgør tilsammen en meget stor
forbrugergruppe for den samlede fjernvarmeforsyning. For enkelte mindre
fjernvarmeværker kan det samlede forbrug på de offentlige bygninger i
lokalområdet være en overvejende del af fjernvarmeforsyningens samlede
varmesalg.
De fleste fjernvarmeværker har i dag installeret målere med fjernaflæsning
ved alle større forbrugere i forsyningsområdet. Udover de helt praktiske
fordele, der er ved fjernaflæsning, giver disse målere også mulighed for en
mere detaljeret overvågning af både forbrug og afkøling hos de større
forbrugere.
Afkøling
Afkølingen, dvs, forskellen imellem den temperatur fjernvarmen har, når den
leveres til bygningen, og den temperatur den har, når den forlader
bygningen, har stor betydning for den samlede økonomi på
fjernvarmeforsyningen.
Se et eksempel på afkølingens betydning
her.
Mange fjernvarmeværker har indført tariffer, hvor varmeprisen pr. kWh er
baseret på en afkøling på f.eks min. 35 gr.C . Ved mindre afkøling pålægges
der en strafafgift – dvs. varmeprisen stiger.
Denne strafafgift afspejler de ekstraomkostninger, som fjernvarmeværket har
ved at skulle pumpe den ekstra vandmængde rundt, der er et resultat af den
dårlige afkøling af fjernvarmevandet.
Energimærke
Offentlige bygninger over 1.000 m2 skal – som alle andre bygninger over
1.000 m2 – energimærkes af en energiledelseskonsulent.
Anlægsopbygning
I større offentlige bygninger er der ofte en række forskellige
varmeforbrugende anlæg – radiator- og gulvvarmesystemer, kalorifere- og
ventilationsanlæg samt anlæg for produktion af varmt brugsvand m.v. Alle
anlæg kan være direkte tilsluttet eller de kan være tilsluttet via en
varmeveksler, og det varmefordelene anlæg kan være opdelt på flere
selvstændige systemer, som passer mere eller mindre godt til den aktuelle
anvendelse af bygningerne.
Det er af stor betydning, at både de varmefordelene og de varmeforbrugende
anlæg er dimensioneret og indreguleret, i overensstemmelse med tekniske
forskrifter og leveringsbetingelser for det lokale fjernvarmeselskab.
Automatik
Mange større bygninger er forsynet med et CTS-anlæg eller andre former for
automatisk styring og regulering af anlæggets ydelse og drift. Det er af
stor betydning for den samlede driftsøkonomi, at de parametre, der lægges
til grund styring og regulering af hvert enkelt anlæg og
fjernvarmeforbruget som helhed, er fastlagt i overensstemmelse med det
lokale fjernvarmeværks tekniske forskrifter og leveringsbetingelser.
Specielt ved natsænkningsautomatik skal der tages særlige hensyn for at
sikre en god afkøling på mindst 35°C ved temperaturhævningen om morgenen.
Energirådgivning
De lokale fjernvarmeselskaber yder energirådgivning til driftspersonale og
energikonsulenter vedrørende drift og indregulering af tekniske
installationer og anlæg i større fjernvarmeforsynede bygninger. Ved
ombygning og ændring af eksisterende anlæg eller projektering af nye anlæg,
tilbyder fjernvarmeværkerne energibevidst projektvejledning på det
fjernvarmetekniske område.