Dansk Fjernvarme

Dansk Energi på jagt efter medlemmer

30. januar 2006 | 2006

Dansk Energi på jagt efter medlemmer

En række af Dansk Fjernvarmes medlemmer har i dag modtaget et brev fra Dansk Energi med en invitation til at gå ind i en ny forening. Invitationen er rettet mod elproducerende værker med en samlet elkapacitet på mindst 5MW, der indbydes til at deltage i et møde om stiftelse af en ny forening, Dansk Energi - Produktion.

 

Set fra Dansk Fjernvarme er det overraskende, at Dansk Energi tilsyneladende mener sig bedre rustet til at varetage de interesser, Dansk Fjernvarmes medlemmer har.

 

- Enhver kan selvfølgelig melde sig ind i de foreninger man ønsker, men vi mener, at Dansk Fjernvarme fortsat er bedst til at varetage interesserne for den særlige kombination af decentral kraftvarme og fjernvarme, og jeg har svært ved at se, at det for sådanne elproducenter skulle være en fordel at melde sig ind i Dansk Energi, siger Dansk Fjernvarmes formand, Uffe Bro.

 

- I brevet henvises der til de mange udfordringer, danske elproducenter står over for, underforstået, at det nok kun er Dansk Energi, der kan hjælpe med at løse de udfordringer. Jeg mener i al ubeskedenhed, at vi har varetaget vore medlemmers interesser på disse områder ganske godt de senere år. Jævnfør for eksempel decentral kraftvarme på markedsvilkår, siger Uffe Bro.

 

Dansk Fjernvarme ser frem til at høre medlemmernes reaktion og til at diskutere Dansk Energis henvendelse ved mødet i erfa-gruppen for decentrale kraftvarmeværker i Fredericia på torsdag den 2. februar 2006.