Dansk Fjernvarme

Dansk Fjernvarmes bestyrelse siger nej til energispareaftale

28. februar 2006 | 2006

Dansk Fjernvarmes bestyrelse siger nej til energispareaftale

På et hasteindkaldt, ekstraordinært bestyrelsesmøde i går, mandag den 27. februar, har en enig bestyrelse for Dansk Fjernvarme sagt nej til den fælles brancheaftale om energibesparelser, som transport- og energiminister Flemming Hansen har ønsket at indgå med el-, naturgas, olie- og fjernvarmebranchen.

 

Beslutningen kommer blandt andet efter en medlemshøring, hvor det på baggrund af de indkomne svar står helt klart, at foreningens medlemmer ikke kan bakke op om aftalen.

 

Dansk Fjernvarmes formand, Uffe Bro, har desuden den 24. februar haft et møde med transport- og energiminister Flemming Hansen, hvor det ikke umiddelbart lykkedes at komme i dialog omkring de præmisser for aftalen, som Dansk Fjernvarme finder uhensigtsmæssige. Det blev dog aftalt, at man på embedsmandsplan i de kommende uger skal forsøge at komme frem til en løsning.

 

Dansk Fjernvarme har udarbejdet et notat, som gennemgår de uhensigtsmæssige forhold ved aftalen og samtidig rummer et forslag til en alternativ plan for energibesparelser, der tager højde for de særlige forhold i fjernvarmebranchen.

 

På baggrund af situationen har Dansk Fjernvarmes Uffe Bro nu henvendt sig til Folketingets energipolitiske ordførere med henblik på at få en fornyet dialog om en fremtidig aftale om energibesparelser.

 

Den seneste korrespondance mellem Dansk Fjernvarme og henholdsvis ministeren og de energipolitiske ordførere kan findes her på hjemmesiden. Det samme gælder det notat, der redegør for Dansk Fjernvarmes synspunkter og det alternative forslag til en aftale.