Dansk Fjernvarme

Byggeriet stiller grønne krav til regeringen, men tager også selv arbejdshandskerne på

23. marts 2009 | 2009

Byggeriet stiller grønne krav til regeringen, men tager også selv arbejdshandskerne på

Partnerskabet for lavere energiforbrug i bygninger afleverer i dag deres anbefalinger til reduktion af energiforbruget i bygninger. Anbefalingerne afleveres til økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen.


Danmark skal have verdens strammeste energikrav, staten skal afsætte midler til at fremme innovation, og energiforbruget i de eksisterende bygninger skal reduceres markant. Det er hovedbudskaberne i anbefalinger fra ledende aktører i bygge- og energibranchen til regeringen. Samtidig præsenterer partnerskabet en række initiativer, som medlemmerne selv vil gennemføre for at skabe et visionært og grønt dansk byggeri.


Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen:


- Jeg er glad for at få partnerskabets bud på, hvordan vi bedst muligt reducerer energiforbruget i bygninger, og hvordan vi kommer i front på et voksende grønt marked. Partnerskabet giver en række anbefalinger til, hvad regeringen bør gøre, men byggeriets parter tager også selv ansvar. Initiativkataloget viser, at parterne tager klimaudfordringerne alvorligt, og at de gerne vil tage deres del af ansvaret for at nedbringe energiforbruget i bygninger.


Danmark har en række styrkepositioner i forhold til udvikling af energieffektive løsninger. Alligevel bliver der ikke opført mange spydspidsbyggerier, og for få realiserer potentialerne for energibesparelser i deres eksisterende bygninger. Det betyder, at visionære danske virksomheder ikke har et hjemmemarked, hvor de kan afprøve og sælge deres produkter og løsninger.


Partnerskabets medlemmer ønsker et slagkraftigt hjemmemarked for klima- og energivenlige løsninger og produkter til byggeriet. Det kan sætte Danmark i front for et lukrativt grønt marked samtidig med, at det også er godt for miljøet. For at signalere, hvor alvorligt partnerskabet mener det, har medlemmerne igangsat en række selvstændige initiativer, der skal bidrage til at reducere energiforbruget i bygninger.


Kontaktperson: Direktør Finn Lauritzen, Erhvervs- og Byggestyrelsen, tlf. 35 46 66 50


Fakta


· Som led i udarbejdelsen af Strategien for reduktion af energiforbruget i bygninger og Erhvervsklimastrategien har økonomi- og erhvervsministeren og klima- og energiministeren nedsat et partnerskab for lavere energiforbrug i bygninger. Partnerskabets opgave er at komme med input til strategierne.


· I partnerskabet deltager ledere fra følgende 22 virksomheder, interesseorganisationer og videninstitutioner: Boligselskabernes Landsforening, Bygge-, Anlægs og Trækartellet, Cenergia, Danmarks Tekniske Universitet, Dansk Byggeri, Danske Ark, Dansk Energi, Dansk Fjernvarme, Dansk Industri/Byggematerialebranchen, Det Økologiske Råd, Ejendomsforeningen Danmark, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Håndværksrådet, Kommunernes Landsforening, NCC, Realdania, Rockwool International A/S, Statens Byggeforskningsinstitut, TAC Energy Solutions, TEKNIQ, VELUX A/S og 3XN


· Partnerskabet har udarbejdet et initiativkatalog, hvor medlemmerne kommer med anbefalinger til regeringen til, hvordan energiforbruget i bygninger reduceres bedst muligt. Derudover redegør medlemmerne for, hvad de selv gør for at reducere energiforbruget i bygninger.


· I forbindelse med arbejdet med Erhvervsklimapanelet er der oprettet følgende fire partnerskaber, som skal komme med anbefalinger til, hvordan forskellige brancher kan bidrage til at reducere af udledningen af drivhusgasser. Der er etableret partnerskaber for henholdsvis detailhandel, investorer, det blå Danmark og byggeri. Partnerskaberne præsenterer deres anbefalinger i forbindelse med Erhvervsklimapanelets møde den 30. marts 2009.



Læs mere her.