Dansk Fjernvarme

Renoveringspulje omfatter også fjernvarme

18. marts 2009 | 2009

Renoveringspulje omfatter også fjernvarme

Regeringens, Dansk Folkepartis og Liberal Alliances aftale fra tirsdag den 17. marts om en renoveringspulje på 1,5 mia. kr. til boligforbedringer omfatter også fjernvarme. Selv om de nærmere regler omkring puljen endnu ikke er fuldstændigt klarlagt, så er fjernvarme specifikt nævnt.


Det er under punktet om renovering af boligens indre rammer, hvor af det fremgår, at der ydes støtte til installation af fjernvarmeunits, forbedring af varmeanlæg mv. Der kan også være fjernvarme-muligheder under punktet, der hedder udskiftning af olie- og gaskedler, installation af jordvarmepumper.


De kommende dage ventes det, at det vil blive endnu klarere, hvordan rammerne helt nøjagtigt er for tilskud fra puljen.


Der kan ydes tilskud til arbejdsløn. Det vil sige 40 procent af arbejdslønnen, dog højest 15.000 kroner. Dertil kan der i forhold til energibesparende foranstaltninger opnås særligt materialetilskud på 20 procent, dog højest 10.000 kroner.