Dansk Fjernvarme

Skattekommissionen: Frit brændselsvalg for mindre decentrale kraftvarmeværker

2. februar 2009 | 2009

Skattekommissionen: Frit brændselsvalg for mindre decentrale kraftvarmeværker

Kommer skattekommissionens forslag til at stå ved magt, så er der varme nyheder til en stribe fjernvarme-værker. Skattekommissionen foreslår nemlig frit brændselsvalg for mindre decentrale kraftvarme-værker.


Et forslag, der åbner mulighed for, at en række værker kan skifte fra naturgas til eksempelvis bio-masse.


”Det er en mulighed, som mange værker har ønsket længe, for som det er nu, så har de været bundet til naturgassen. Nu får eksempelvis barmarksværkerne en mulighed for at investere i en fliskedel eller en halmkedel og dermed selv aktivt gøre noget for at få bedre økonomi”, siger teknisk konsulent hos Dansk Fjernvarme John Tang.


Dog er forslaget begrænset til at omfatte de værker, der er udenfor CO2-kvotesystemet.


Generelt foreslår skattekommissionen grønne afgifter, og det betyder også afgifter på biobrændsel. Men da andre brændsler samtidig også sættes op i afgift, så vil konkurrence-niveauet mellem brændslerne forblive uændret.


Dog er der en forudsætning, som kan vise sig at give forureningsproblemer fremadrettet.


Skattekommissionens forslag rummer nemlig ikke noget om nogen former for skorstensafgifter. Det vil sige, at individuelle brændeovne, pillefyr og lignende ikke rammes af de grønne afgifter og dermed får folk privat-økonomiske incitamenter til at fyre mere i brændeovnen der hjemme.


Det betyder alt andet lige større forurening og udledning af CO2.