Dansk Fjernvarme

Lad ikke et hurtigt energiforlig få el-kortslutning

7. november 2011 | Debatindlæg

Lad ikke et hurtigt energiforlig få el-kortslutning

Det får dyre konsekvenser, hvis energiforliget ender med kun at handle om elektricitet. Politikerne bør i stedet inddrage fjernvarme som en nøgleteknologi.

Af Søren Korsholm og Søren Schmidt Thomsen
Afdelingsledere i hhv. Landbrug & Fødevarer og Dansk Fjernvarme


På engelsk findes et udtryk, der advarer mod at sætte vognen foran hesten. Billedet fortæller om de åbenlyse problemer for rejsens effektivitet og fremdrift, det kan skabe, når den rigtige rækkefølge ikke prioriteres. I dansk energipolitisk regi kan der laves en pendant: Sæt ikke el-bilen foran energisystemet.


Energi, som defineret ved efterspurgte slutenergitjenester, er i dag og i fremtiden meget andet end elektricitet. Hvis energipolitikken for ensidigt fokuserer på elektrificering og en omstilling af el-systemet, er der derfor risiko for energipolitisk slagside.


Hvis man forestiller sig, at det, samfundet skal bruge energi til i fremtiden, udelukkende er elbiler og individuelle varmepumper, så er vi i højrisiko for, at det fører til uovervejede omkostningskrævende investeringer, som for de konkurrenceudsatte og energiintensive virksomheder opleves som en egentlig kortslutning.


Der er meget bred opbakning til ønsket om en dansk udbygning med vindkraft. Vind skal i 2020 dække 50 pct. af det traditionelle danske elforbrug. Den udbygning kan lade sig gøre. Det kan såmænd nok også lade sig gøre at indpasse den stigende mængde vind i el-systemet, selv om der fortsat ikke findes en tilfredsstillede metode til at lagre vindmøllestrøm som el (Smart Grid-netværket skrev forleden om et gradvist optag af fleksibelt el-forbrug over de næste 10-20 år, og at nye ellagringsteknologier derefter forventes at spille en væsentlig rolle). Til gengæld har vi i Danmark allerede i dag gode redskaber til at balancere energisystemet, både når vinden blæser, og når det er vindstille.


Fjernvarme er her en nøgleteknologi. Mange decentrale kraftvarmeværker har investeret i elpatroner og har i forvejen akkumuleringstanke, der gør det muligt at forskyde kraftvarmeproduktionen til tidspunkter, hvor der er god efterspørgsel efter el (og markedspriserne dermed attraktive). Derved kan fjernvarmesystemerne aftage el, når udbuddet er stort, og levere el, når efterspørgslen er stor. Beregninger har vist, at fjernevarmesystemet allerede i dag har en lagerkapacitet, der svarer til 458.000 elbiler hos de decentrale kraftvarmeværker. Det vurderes derfor også, at Danmark alene i samspil med fjernvarmesystemet kan fordoble den nuværende vindmølleproduktionskapacitet, uden at det bliver nødvendigt at investere i nye løsninger i el-systemet.


Dertil kommer muligheden for at benytte en anden eksisterende infrastruktur - gasnettet - som en buffer ved yderligere vindintegration. Energinet.dk ser gas som en brobygger i omstillingen til vedvarende energi og gassystemet som en central energibærer - også i 2050, hvor VE-gas, særligt biogas, har fortrængt naturgassen fra gasrørene. Gas er et brændsel, der billigt og med høj effektivitet kan omsættes til og fra forskellige energiformer som el og flydende brændsler.


I forhold til energiforhandlingerne er der et stort pres for at få sat gang i den grønne omstilling. Samtidigt er der et generelt samfundspres for økonomisk mådehold. Det er derfor vigtigt, at Danmark undgår at investere for dyrt og i det forkerte, men i stedet adresserer energiudfordringerne efter deres påtrængenhed. Det betyder, at der skal tages de første sikre skridt mod et fossilfrit samfund med udgangspunkt i kendte teknologier og med et solidt blik for, at omkostningerne står mål med gevinsterne.



(Debatindlægget bragt på altinget.dk 3. november 2011)