Dansk Fjernvarme

Afgift på varme

1. februar 2012 | Lederen

Afgift på varme

Den nye regering arbejder, ligesom den tidligere VK regering, med en ny afgift på varme – den såkaldte forsyningssikkerhedsafgift. Dansk Fjernvarme er ikke modstander af afgiften, men vi er modstandere af, at forsyningssikkerhedsafgiften får en form, hvor ineffektiv individuel opvarmning som brændeovne ikke omfattes af afgiften. Og vi er stærkt bekymrede over, at det ser ud til, at husstande tilsluttet de decentrale værker rammes hårdest af de nye afgifter.

Forsyningssikkerhedsafgiften skal indrettes, så den rammer alle forbrugere lige uanset opvarmningsform og uanset, hvilken varmeforsyning man er tilsluttet. På rumopvarmning kan det ske ved at opkræve afgiften direkte på energiforbrug – i modsætning til de øvrige energiafgifter, der opkræves på brændslet.

Forsyningssikkerhedsafgiften på varme kan sidestilles med den PSO-afgift, der opkræves på el og gas. Derfor skal der også – som for el og gas – reserveres et beløb til forskning og udvikling, der svarer til det niveau, der er i ELFORSK-programmet.

Det fremgår desværre ikke præcist, om det kommende lovforslag indeholder en bestemmelse om midler til forskning og udvikling. Men det fremgår trods alt af regeringsudspillet, at forsyningssikkerhedsafgiften skal finansiere tilskud til VE, som ikke dækkes via PSO-ordninger. Dermed bør forskning og udvikling af VE i varmeproduktionen også være indeholdt i forsyningssikkerhedsafgiften.