Dansk Fjernvarme

1. juni 2010 | Lederen

Ansvar og tillid

De senere år har der været stor fokus på fjernvarmeværkernes regnskaber. Myndighederne har gennemgået rigtig mange indberetninger og desværre fundet fejl i de fleste af dem. Der er konstateret fejl i indberetningerne, og i mange tilfælde er tidsfristerne ikke overholdt. Det er med andre ord noget rod. Og selvom der ikke er nogen, der har stukket penge i lommen, er det ikke godt nok. Dansk Fjernvarme har derfor skærpet indsatsen med mere information og endnu flere kurser for at give fjernvarmeværkerne større viden om reglerne for regnskabsaflæggelse.


Vi er bevidste om vores ansvar, men andre har tydeligvis svært ved at erkende et medansvar. Når langt størstedelen af de danske fjernvarmeværker aflægger regnskaber, der er påtegnet af enten en statsautoriseret eller en registreret revisor, er det oplagt at spørge til deres rolle i sagen. Med det antal fejl, myndighederne har fundet, kan det undre, hvor revisoren har været i alt det her. Men som det fremgår af udtalelser fra Foreningen af Statsautoriserede Revisorer i artiklen på side 12, føler revisorerne ikke noget tyngende ansvar for disse fejl.


Tværtimod fremgår det af artiklen, at når revisorerne har sagt god for regnskabet efter én lovgivning, mener de ikke, at de er ansvarlige for resten. Efter revisorernes opfattelse er det op til fjernvarmeværkerne at bede om det, hvis deres økonomiske rådgivere skal sikre, at regnskabet også lever op til varmeforsyningslovens prisbestemmelser. En noget overraskende udtalelse, ikke mindst for de mange bestyrelsesmedlemmer og driftsledere, der har haft den opfattelse, at når revisor har skrevet under på regnskabet, er tingene i orden.


Det er ikke urimeligt at forvente, at den professionelle revisor er den udfarende kraft i forhold til at få en ordentlig aftale med værket om, hvilken opgave revisor rent faktisk udfører, og hvilke opgaver, ledelsen selv skal tage hånd om. Det er beskæmmende at se, at revisorerne blot konstaterer, at når ingen spørger,

om de har sikret, at varmeforsyningslovens prisbestemmelser er overholdt, er de ligeglade med det. For fremtiden er problemet klaret, fordi myndighederne har bedt revisor om at afgive en erklæring på en indberetning. Men det ville have været klædeligt, hvis initiativet var kommet fra revisorerne i erkendelse af, at tingene kan gøres bedre.


Revisorerne skal selvfølgelig ikke påduttes et ansvar, de ikke har. Men som professionelle på økonomiområdet må de have en faglig interesse i, at de forventninger, der er til dem, bliver afstemt til de opgaver, de løser for fjernvarmeværkerne. Alle er nu meget mere opmærksomme på varmeforsyningslovens bestemmelser om priser og anmeldelser. Dansk Fjernvarme vil som altid opfordre medlemmerne til at søge professionel bistand. Nu med en understregning af, at medlemmerne skal være opmærksomme på, at den rådgivning, de får, også er professionel.