Det har gennem mange år været det bærende element i "hvile-i-sig-selv principet", at varmeprisen kun medtager " nødvendige udgifter". Et princip, vi i fjernvarmebranchen værner om, fordi forsyningsformen udgør et monopol over for forbrugeren. Derfor er der brug for solid regulering, så monopolet ikke misbruges.
Hvad er så "nødvendige udgifter"?
Det kan diskuteres længe. Der skal jo altid laves en prioritering på skalaen mellem kortsigtede betragtninger (lavest mulige udgifter) og langsigtede (højeste kvalitet, forsyningssikkerhed m.v.).
Principielt må det være den enkelte varmeforsynings opgave og ansvar at placere sig på skalaen. I de forbrugerejede varmeforsyninger må det netop være forbrugerne selv, der laver prioriteringen, idet både fordele og ulemper ved valget altid tilfalder dem selv. Forbrugerkontrollen er et af de stærkeste virkemidler til at regulere udgiftsniveauet inden for fjernvarmen.
Hvad sker der, hvis forbrugerkontrollen reduceres eller fjernes?
Et kvalificeret bud vil være, at det bl.a. har den konsekvens, at fordele og ulemper ved udgifternes sammensætning og størrelse fordeles anderledes. Fordelene vil tilfalde andre end forbrugerne, mens ulemperne altid vil tilfalde forbrugerne!
"Jamen", vil nogen indvende, "der er varmeforsyningsloven!"
Ja og nej. Ja, fordi varmeforsyningsloven begrænser udgifterne til det nødvendige. Nej, fordi det nødvendige kan have flere størrelser - bare det resulterer i fordele for forbrugeren. Det er efter DFF´s opfattelse først, når udgifternes størrelse ikke giver fordele for forbrugeren, at der er tale om unødvendige udgifter.
Vi ser allerede eksempler på, at der i varmeforsyninger er unødvendige omkostninger i varmeprisen. Det gælder multiforsyninger, der består af flere selskaber, som handler med hinanden.
Det kunne ligne konkurrence, men denne interne outsourcing har næppe til formål at nedbringe udgiftsniveauet eller varmeprisen. Resultatet er snarere flere udgifter, højere varmepriser og uigennemskuelighed. Det sikrer, at der i realiteten flyttes midler fra de monopolbundne varmekunder til kommercielle aktiviteter.
Hvis store multiforsynere tillades at tjene penge på denne måde, så kan konsekvensen på langt sigt blive, at strukturen med de forbrugerejede forsyningsselskaber kommer under pres, fordi de vil modtage uimodståelige tilbud om at blive "fri for bøvlet". At de så i årevis skal betale en høj pris for det, vil stå mindre klart.
Hvad skal branchen gøre ved alt dette?
Vi skal gøre os klart, at "forbrugerejet" ikke blot er et stykke smuk danmarkshistorie, men i allerhøjeste grad er et levedygtigt alternativ til andre organisationsformer. Et alternativ, der tilmed giver en udstrakt forbrugerkontol med udgifterne i monopolistiske energiforsyninger. De forbrugerejede varmeforsyninger, der stadig er i klart overtal, skal styrke deres benchmarking, så det er tydeligt for alle, hvad der er det rette udgiftsniveau i en varmeforsyning. Og så skal branchen forlange af Folketing, Regering og Statsadministration, at opgaven med at regulere private monopolvirksomheder tages alvorligt.
Der er mange priser på fjernvarme, og nogen af dem er givetvis for høje, selvom ingen må være unødvendigt høje.