Dansk Fjernvarme

Spar på energien, ikke fornuften

1. december 2004 | 2004

Spar på energien, ikke fornuften

I bund og grund er fjernvarme en energispareaktivitet. I branchen er der da heller ingen tvivl om, at vi aktivt går ind for og deltager i energispareaktiviteter. Men vi tager snusfornuften med. Det er der brug for!

 

Dansk Fjernvarme har det seneste års tid fulgt arbejdet med det ny bygningsreglement, BR2005, som også har til formål at reducere opvarmingsbehovet og gøre det mere miljøvenligt.

 

I udkastet til BR2005 foreslås at fremme individuelle anlæg til alternativ og vedvarende energi i kollektive forsyningsområder.
Dansk Fjernvarme finder, at dette samfundsmæssigt vil være særdeles uhensigtsmæssigt. Det vil mindske udnyttelsen af de kollektive anlæg og dermed den samfundsøkonomiske værdi af dem og tillige føre til stigende omkostninger hos øvrige forbrugere tilknyttet anlæggene. De faste omkostninger ved eksisterende fjernvarmeanlæg vil være uændrede, også selvom enkelte forbrugere får et mindre aftag. I sådanne områder er det derfor langt mere formålstjenligt og billigere, at etablere nye fælles anlæg til vedvarende energi og udnytte kapaciteten i det eksisterede fjernvarmenet.

 

Det udfordrer også vores fornuft, at Energistyrelsens oplæg til midtvejsevaluering af handlingsplanerne for energibesparelser nævner, at en større variabel del af regningen vil skabe besparelser.

Dette virkemiddel må Dansk Fjernvarme stærkt advare mod, da det vil være ekstremt skadende for fjernvarmen. Talrige eksempler viser dette, og Energitilsynet anbefaler da også at anvende kostægte tariffer. I forbindelse med redningsplanen for barmarksværkerne var det et væsentligt element at ændre tarifferne til et kostægte system med korrekte prissignaler.

Et ønske om energibesparelse kan ikke, og skal ikke, ske ved at øge den variable betaling. De sparede kroner for den enkelte forbruger risikerer ikke at blive brugt til ekstra isolering eller energiruder, men derimod til investering i individuelle opvarmningsanlæg, typisk brændeovne. Det kan hverken samfundsøkonomisk eller miljømæssigt forsvares.

 

Det tredje område, der udfordrer vores fornuft, er organiseringen af de fremtidige energispareaktiviteter. I midtvejsevalueringen foreslås det, at man organiserer energispareindsatsen enten i en fond á lá Elsparefonden eller i et enstrenget system, som meget ligner det eksisterende - men med ét fælles styrende organ.
I begge tilfælde vil Energistyrelsen tildele ét samlet energisparemål, som de samlede brancher skal opfylde.

 

Vi er meget skeptiske med hensyn til en centraliseret fondsmodel. For fjernvarmebranchen er det meget vigtigt at holde omkostningerne ved energibesparelser så lave som mulig. Net- og distributionsselskaberne har på forhånd registreret kundernes aktuelle og historiske energiforbrug, og skal i øvrigt ikke generere overskud og profit. Derfor er omkostningerne for en rådgivningstime også lave sammenlignet med andre. Kombineret med det detaljerede kendskab til kundernes installationer er det med til at gøre net- og distributionsselskabernes energispareindsats til en af de mest omkostningseffektive.