Den 10. juni 2005 blev der indgået et bredt politisk forlig mellem
regeringen og Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og
Socialistisk Folkeparti om den fremtidige energispareindsats. I aftalen
lægges der op til, at de øgede besparelser for en væsentlig dels
vedkommende skal opnås ved, at net- og distributionsselskaberne inden for
el, naturgas, fjernvarme og olie skal levere flere besparelser, og at dette
skal ske inden for de nuværende økonomiske rammer.
I udgangspunktet er parterne bag aftalen enige om, at der er behov for en
ambitiøs og dynamisk energispareindsats, og at målet er, at det samlede
energiforbrug skal falde. Ikke mindst det sidste, finder vi i Dansk
Fjernvarme, er en relevant målsætning.
Siden indgåelsen af den politiske aftale har der på administrativt plan
mellem Energistyrelsen og de involverede brancheorganisationer været ført
en lang række forhandlinger om, hvordan den politiske aftale i praksis kan
udmøntes i en konkret aftale mellem Transport- og Energiministeren og
brancheorganisationerne. Set fra Dansk Fjernvarme er der imidlertid en lang
række problemer i det foreliggende udkast til en aftale, hvor der ikke
tages hensyn til, at både fjernvarmens karakter i forhold til andre
energiarter og den måde, fjernvarmesektoren er organiseret med mange mindre
værker, på en række punkter afviger fra el, naturgas og olie.
Derfor er det ikke sikkert, at Dansk Fjernvarme kan acceptere at indgå i
den såkaldt ”frivillige aftale” med ministeren. Dette er baggrunden for den
henvendelse til ministeren, der er omtalt på side 10-11 i denne udgave af
FJERNVARMEN. Hvad henvendelsen til ministeren fører til er uklart på
nuværende tidspunkt, men så snart der foreligger nyt, vil vi naturligvis
orientere medlemmerne via cirkulærer og nyheder på hjemmesiden.
Det vil føre for vidt her at gennemgå alle de uhensigtsmæssigheder i
forhold til fjernvarme, der er lagt op til, men for blot at nævne et enkelt
eksempel, kan man tage spørgsmålet om ”de nuværende økonomiske rammer”. For
hvad betyder det egentlig for et område som varmeforsyning, der er
reguleret efter hvile-i-sig-selv principper, hvor der i forvejen kun bliver
afholdt de omkostninger, der efter Varmeforsyningsloven kan indregnes i
varmeprisen?
Det er ikke vanskeligt at forestille sig, at en række varmeforbrugere vil
opfatte de omkostninger, der er nødvendige for at udføre de nye
energispareaktiviteter, som en ekstra skat. Det kan ikke mindst tænkes,
hvis man som forbruger har en energimæssig fornuftig adfærd og er
andelshaver i et veldrevet varmeværk, der i årevis har fokuseret på at
mindske brugen af fossile brændsler. En sådan andelshaver kommer vist meget
nemt til at tænke på regeringens løfter om skattestop, når han skal til at
betale for energibesparelser hos naboen. Eller i områder uden kollektive
forsyningssystemer.