Dansk Fjernvarme

Valgønsker

1. februar 2005 | 2005

Valgønsker

Så kom valget, ganske som ventet af mange.

 

Dansk Fjernvarme har ingen partipolitiske sympatier at lufte i den anledning, men vi har bestemt nogle energipolitiske ønsker, som vælgerne også bør have med i beslutningsgrundlaget, når de afgør, hvor krydset skal sættes.

 

Fjernvarme er et resultat af en bevidst energipolitik. Men fjernvarmen er også en forudsætning for, at en sådan politik overhovedet kan gennemføres. Et langt og sejt energipolitisk træk fra halvfjerdserne og frem til i dag har skabt det fjernvarmesystem, vi har i dag. Og uden det ville vi ikke have den effektivitet, vi har i energikonverteringen.

 

Vores primære ønske i forbindelse med valget er, at Danmark fortsat fører en bevidst politik for at maksimere nyttevirkningen af den samlede energisektor. En politik, der blandt andet kan måles i effektivitet og miljøvenlighed.

 

Et af fjernvarmens ømme punkter er, når vi køber varme af eksterne producenter som store kraftværker, affaldsforbrændingsanlæg eller industrien. Reelt er der tale om et monopolforhold. Samfundsøkonomisk er der ikke fordele ved at have et konkurrerende anlæg stående klar for at holde prisen nede.

 

Dansk Fjernvarme ser gerne, at man styrker varmesidens stilling i forhold til varmeproducenterne. Vi har gennem flere år oplevet et stigende pres for at overvælte omkostninger på varmesiden, således at varmeproducenternes konkurrencestilling på andre områder styrkes.

 

I skrivende stund er spillet om Danmarks suverænt største varmeproducenter, Elsam og E2 i fuld gang.
Uanset om den fremtidige ejer bliver den svenske stats selskab, Vattenfall, eller et stort selskab, skabt af en fusion mellem DONG og Elsam, så vil den fremtidige ejer helt sikkert søge at maksimere sit udbytte af varmesalget.

 

Slipper ejeren af sted med dét, bliver det svært at holde på fjernvarmeforbrugerne og bibeholde varmeplanerne. Resultatet er en negativ spiral. For uden fjernvarmeforbrugere får man ringere systemeffektivitet. Og uden effektivitet får man dårligere miljø.

 

Vores ønske er, at Folketinget efter valget fastholder traditionen med at fastlægge en samlet energipolitik i brede forlig, som giver bud på, hvordan vi løfter fremtidens store udfordringer. Dansk Fjernvarme ser meget nødigt, at energisektoren bliver styret af kortsigtede løsninger eller underlagt politiske modeluner.

 

Folketinget bør sikre, at fjernvarmen fortsat vil være et uovertruffent redskab for det danske samfund til at sikre sig de sidste procenter på effektiviteten og miljøet.

 

Det luner nemlig også…