Dansk Fjernvarme

70 dollars

1. november 2005 | 2005

70 dollars

70 dollars for en tønde. Det har olieprisen været oppe på i år. Og selvom det var en kortvarig top på priskurven, er det ikke meget over årets gennemsnit.

 

For det danske samfund er de høje priser en ”velsignelse i forklædning”. På den ene side koster det ekstra, når vi eller industrien bruger energi. Det er selvfølgelig ærgerligt, men på den anden side tvinger udviklingen os til at se realiteterne i øjnene.

 

Sammenlignet med energikriserne i 70’erne, er samfundsøkonomien i dag godt rustet. Men den aktuelle situation tvinger os til at gøre noget. Hvis dét er niveauet for energipriserne i fremtiden, skal hele verden for alvor til at tænke over energiforbruget. Og det er på høje tid.

 

I Danmark har vi i mange år haft en stærk energipolitik, der har bygget på bred politisk enighed og langt hen ad vejen også folkelig forståelse og opbakning. Med udnyttelsen af mange forskellige energikilder er vi er bedre rustet til høje energipriser end de fleste lande, og vi har også været foran med udviklingen af mange moderne energiteknologier. Men nu skal vi skal videre.

 

Man skal være usædvanligt uvillig til at se problemerne i øjnene, hvis man stadig fornægter tegnene på klimaforandringer og den betydning, den menneskelige adfærd har for miljøet. Som samfund kan vi takle høje energipriser, men der er stadig kæmpe problemer på miljøsiden.

 

Den erkendelse er efterhånden udbredt i energisektoren, hvor der også er enighed om sammen at give mulighed for kvalificerede bud på løsninger. Derfor tog fem organisationer, heriblandt Dansk Fjernvarme, sidste år initiativ til Energy Camp 04, hvor 48 eksperter udviklede forslag til, hvordan Danmark kan håndtere fremtidens udfordringer på energiområdet.

 

Regeringen mener åbenbart, at bare energipriserne er høje nok, så løser miljøproblemerne sig selv. Organisationerne bag Energy Camp har den holdning, at der kræves en langt mere bevidst og sammenhængende politik for at løse problemerne. En politik, der ikke alene arbejder for en mere miljøvenlig energisektor, men også på at sikre en industriel udvikling, så det bliver danske kompetencer og danske virksomheder, der leverer fremtidens energiløsninger.

 

Inspirationen til denne politik kan meget vel komme fra dette års Energy Camp, hvor 48 mennesker fra toppen af den danske energiverden i løbet af 30 timer skal udarbejde konkrete forslag til demonstrationsprojekter, der kan sættes i gang i løbet af 2006.

 

Der er brug for både saglig debat og kvalificerede bud på, hvordan vi i fremtiden sikrer energiforsyningen under hensyntagen til miljøet. Dansk Fjernvarme bidrager gerne, og jo mere saglig diskussionen bliver, desto stærkere vil fjernvarmen stå både nu og i fremtiden.