Ingen læsere af FJERNVARMEN kan vist være i tvivl om, at det varmeste
energipolitiske emne i øjeblikket er energibesparelser. Den 10. juni 2005
blev der indgået en energipolitisk aftale med en målsætning om ”konkrete
dokumenterbare energibesparelser, der svarer til i gennemsnit 7,5 PJ pr. år
over perioden 2006 -2013.” Det er en meget ambitiøs målsætning, som det
formentlig i praksis vil være vanskeligt at opfylde, men Dansk Fjernvarme
vil gerne bidrage konstruktivt til realiseringen.
I den politiske aftale står der også, at parterne ”er enige om, at målet
er, at det samlede energiforbrug (eksklusiv transport) skal falde.” I
aftalen er der desuden fokus på ”effektivisering af energianvendelsen”. Det
er fornuftige målsætninger, som Dansk Fjernvarme støtter.
Fjernvarme er i sig selv energibesparende, fordi den i vid udstrækning
udnytter energi, der ellers ville gå til spilde. På den måde bidrager
fjernvarme til at spare på de fossile brændsler. Samtidig er der i
fjernvarmebranchen en lang tradition for en positiv holdning til
energibesparelser.
I forlængelse af indgåelsen af den politiske aftale har der i løbet af
efteråret og vinteren været forhandlinger om et udkast til en frivillig
aftale mellem transport- og energiministeren og net- og
distributionsselskaberne inden for el, naturgas, fjernvarme og olie med
fokus på slutforbrugerne af energi i Danmark.
Der foreligger nu et aftaleudkast, som lægger op til, at netselskaberne på
tværs af energiarter og forsyningsområder skal konkurrere med hinanden om
at finde energibesparelser hos de enkelte forbrugere. Det kan eksempelvis
ske i form af ekstra isolering, nye vinduer, udskiftning af
energiforbrugende udstyr, gerne udført som finansierede pakkeløsninger.
I begyndelsen af februar indkaldte Dansk Fjernvarme de 48 medlemsværker,
der med en produktion over 400 TJ er berørt af aftalen, til et
orienteringsmøde. Som det fremgår af artiklen på side 8, kunne det på mødet
konstateres, at der blandt Dansk Fjernvarmes medlemmer ikke er opbakning
til at indgå en sådan frivillig aftale. På den baggrund må man sige, at den
principielle kritik af konceptet og rammen for en aftale, som Dansk
Fjernvarme på både administrativt og politisk niveau har fremført hele
vejen gennem forhandlingsforløbet, har haft bred dækning i medlemskredsen.
Fjernvarme adskiller sig på mange områder så væsentligt fra el, gas og
olie, at der er behov for særlige virkemidler. Derfor foreslår Dansk
Fjernvarme, at der i stedet for en fælles aftale for alle brancher indgås
en særskilt aftale mellem transport- og energiministeren og Dansk
Fjernvarme om energibesparelser med direkte afsæt i den politiske aftale af
10. juni og med udgangspunkt i de særlige forhold, der er gældende for
fjernvarme.