Efter Dansk Fjernvarmes opfattelse er der ingen grund til at være bange for
naturlige monopoler. Det farlige er den samfundsøkonomiske ineffektivitet,
der kan følge af monopoler. En ineffektivitet, der principielt kan komme
til udtryk på to måder: Enten i form af overbemanding og overinvesteringer
eller gennem for stor profit. Dansk Fjernvarme finder samfundsøkonomisk
effektivitet på forsyningsområdet meget vigtig. Det er vores opfattelse, at
den bedste måde at sikre den monopolbundne forbruger (og samfundsøkonomien)
mod for store profitter, er at holde profitmotivet væk.
I den forbrugerejede del af forsyningssektorerne, er der ikke noget
profitmotiv, her er forbrugere og ejere jo de samme. I andre dele af
forsyningssektoren er forbrugerne beskyttet mod profitmotivet gennem
lovgivning. Mange forsyningsselskaber er kommunalt ejede, og principperne
for kommunal drift hindrer overførsel af midler fra forsyningerne til
kommunens almindelige drift, ligesom der i kommunale selskaber er en
generel beskyttelse af forbrugerne gennem den demokratiske kontrol, der
udøves ved borgernes deltagelse i kommunalvalgene, også selvom forbrugerne
og borgerne ikke altid er helt de samme.
Der er imidlertid et skred i denne sikkerhed, idet kommunerne har fået lov
til at afstå kommunale forsyninger og til at bruge salgsindtægten i den
almindelige drift.
Det er kun lovgivningen, der beskytter forbrugere tilsluttet private
forsyningsselskaber og sikrer dem mod, at ejeren udnytter monopolet til at
tage en for stor profit. Ejeren har et klart motiv til at hive hjem, hvad
han kan, og bruge det til andre formål, f.eks. at forbedre sin
konkurrenceevne på kommercielle aktiviteter. Hvilket, set fra en
samfundsøkonomisk synsvinkel, dårligt kan blive værre. Dansk Fjernvarme
mener derfor, at naturlige monopoler helst skal være i forbrugereje eller i
offentligt eje.
Dansk Fjernvarme går ind for, at forsyninger skal være effektive, og det
gælder naturligvis også på fjernvarmeområdet. Men vi har stadig til gode at
se et overbevisende konkret forslag til noget, der fremmer den effektive
drift bedre end hvile-i-sig-selv princippet i forhold til naturlige
monopoler. Derfor ser vi noget undrende på de angreb på hvile-i-selv
princippet, der i en række sammenhænge dukker op i disse år, og det er
baggrunden for artiklen af direktørerne for Danva, RenoSam og Dansk
Fjernvarme, som bringes i dette nummer af FJERNVARMEN.
Dansk Fjernvarme afviser ikke på forhånd en modernisering af
hvile-i-sig-selv princippet eller nye former for reguleringer, men
eventuelle ændringer bør ikke underminere fordelene ved det nuværende
system, og vi har en klar opfattelse af, at en række af de forslag, der
bringes til torvs, alene er drevet af teoretiske betragtninger eller
ideologiske hensyn.