Dansk Fjernvarme

Stolte og tilfredse medarbejdere

1. marts 2007 | 2007

Stolte og tilfredse medarbejdere

Rygraden i fjernvarmebranchen er kvalificerede, veluddannede og engagerede medarbejdere, der er tilfredse med deres arbejdsplads og ikke går og drømmer om at finde et andet job.

 

Uden medarbejdere - ingen fjernvarme. Så enkelt er det. Derved adskiller fjernvarmebranchen sig ikke fra andre brancher, men kampen og konkurrencen om de bedste medarbejdere intensiveres i disse år.

 

I fjernvarmebranchen skal vi i de kommende år bruge mange nye medarbejdere på alle niveauer. Derfor er det glædeligt, at den analyse af tilfredsheden blandt medarbejderne på danske fjernvarmeværker, der er omtalt på side 10, alt i alt falder ud med et godt resultat, selv om der er forbedringsmuligheder.

Som branche har vi en fælles interesse i, at vi kan rekruttere unge og nyuddannede medarbejdere samt tiltrække erfarne kræfter fra andre brancher og ikke mindst fastholde de medarbejdere, vi har i dag. Vi løser jo ikke rekrutteringsproblemer ved blot at stjæle hinandens medarbejdere.

 

Hvis fjernvarmebranchen skal ses som en attraktiv sektor at arbejde i, er det ikke kun lønniveauet, det handler om. Som direktør Kim Møller fra A Great Place to Work Institute Danmark® er citeret for i artiklen: ”Hvis jeg var ledelse på et varmeværk, ville jeg næste gang, jeg skulle søge folk, fremhæve, at det er et sted, folk er stolte af at arbejde, og at vi gør en forskel i samfundet”.

 

En af de store udfordringer for fjernvarmebranchen er imidlertid, at eksistensen af de mange spændende stillinger er lige så ukendt blandt danskerne som fjernvarmes mange fortræffeligheder og store samfundsmæssige betydning. Det gælder også i medier, på uddannelsesinstitutioner og blandt politikere i særdeleshed, hvilket i stigende grad giver problemer. Forløbet af ”energisparesagen” er nok det bedste – og dermed værste – eksempel i nyere tid.

 

Det er derfor, Dansk Fjernvarmes bestyrelse i den nye strategi har besluttet, at ”branding” af fjernvarme skal højt op på dagsordenen i de kommende år. Vi må nemlig erkende, at fjernvarme på alle områder er i stærkere og stærkere konkurrence med andre sektorer. Det gælder med hensyn til rekruttering og fastholdelse af medarbejdere, men også med hensyn til gennemslagskraft i det offentlige rum og i den politiske meningsdannelse. Og der er uden tvivl en klar sammenhæng mellem de to problemstillinger.

 

Vi har som branche nok hidtil været for optaget af ”blot” at passe vores arbejde og på et teknisk højt niveau sørge for en sikker, billig og miljøvenlig varmelevering til over 60 % af alle danskere. Det skal vi naturligvis fortsat gøre, men i fremtiden skal vi have bedre blik for - og ikke mindst ofre ressourcer på - at omverdenen er opmærksom på branchen.  Den kan vi, som undersøgelsen viser, nemlig godt være stolte af.