DONG og de øvrige danske naturgasselskaber kom i mediernes søgelys, fordi
de, som tidligere omtalt i FJERNVARMEN, i en række tilfælde har blokeret
for udvidelser af fjernvarmesyninger baseret på vedvarende energi.
Gasselskaberne har i de konkrete sager henvist til gamle varmeplaner.
Generelt slår de på, at afgiftssystemet favoriserer VE, fordi biobrændsler
er fritaget for afgifter. Det omgivende samfund måber, for var målsætningen
ikke at få omlagt vores energiforsyning til større bæredygtighed? DONG tog
dog konsekvensen af medieomtalen, og tilbagekaldte klagesagerne fra
Energiklagenævnet.
Gasselskaberne har en dårlig sag i forhold til førnævnte målsætning. Det
ser jo unægtelig ud, som om de ønsker at favorisere eget gassalg.
Selskaberne vil selvfølgelig gerne sælge gas, hvilket vi som borgere,
gennem deres offentlige ejere, også har bedt om. Men her skal vi nok passe
på med at rette bager for smed.
Den virkelige synd er nok en undladelsessynd. Varmeplanlæg-ningen og
afgiftssystemet fik deres design i en anden tid, og er ikke blevet
tilpasset nutiden og da slet ikke fremtiden.
Varmeplanlægningens oprindelige formål var at opbygge infrastrukturer for
fjernvarme og naturgas. Den opgave ér løst, og varmeplanlægningen skal
tilpasses til dette faktum. Den skal ikke afskaffes, men have en opdateret
målsætning.
Afgiftssystemet har historisk tjent to formål: Dels at sikre en miljø- og
energipolitisk styring og dels indtjening af provenu til staten. Miljø- og
energipolitikken er i dag meget forskellig fra den, der var gældende, da
energiafgifterne blev indført. Spørgsmålene, målsætningerne og optionerne
er i dag helt anderledes. Eksempelvis har vi jo nu som nævnt
infrastrukturerne på plads. At der også er et provenuformål har næppe
ændret sig meget, og er måske et faktum, vi bare må leve med.
Verden er dynamisk, og vi må tilpasse os. Skattestoppet er politisk
populært, men det skaber også en binding, når det forhindrer en tilpasning
af de afgiftsstrukturer, vi styrer eksempelvis energiområdet med. Valget
mellem afgifternes miljø- og energipolitiske målsætninger og deres
provenumæssige ditto er en binding, så længe det ikke er truffet. Når
energipolitikerne forhåbentlig snart kommer i gang med at formulere
fremtidens energipolitik, er det derfor stærkt påkrævet, at de også får
nogle af de basale forhold på plads. Og det skal være langtidsholdbart.
En bæredygtig og sikker energiforsyning kræver mange nye investeringer, og
de bliver ikke foretaget hvis a) fortidens strukturer binder, b) fremtiden
ikke er kendt i tilstrækkeligt omfang. De danske fjernvarmeværker kan
sagtens øge bæredygtigheden af 61 % af landets varmeforsyning, og mange har
planerne klar i skufferne. Gasselskaberne er den første hindring, men reelt
er de politisk blevet efterladt med en tabersag. Ros for at i al fald ét af
dem har har indset dette. Men det ændrer ikke ved, at der fortsat er et
stort behov for at få fremtidens afgiftssystem på miljø- og energiområdet
tilpasset fremtiden.