Da regeringen i januar offentliggjorde sit energipolitiske udspil, var det
længe ventet. Men der gik lang tid, før man kom i realitetsforhandlinger
med de øvrige partier. Den klare ambition var et forlig inden sommerferien,
men det lykkedes som bekendt ikke. Nu er der så pause i forhandlingerne, og
Dansk Fjernvarme opfordrer energipolitikerne til at benytte tiden til at
analysere sig frem til en både holdbar og fornuftig energipolitik.
Vi har et rigtig godt energipolitisk udgangspunkt i Danmark, ikke mindst
takket være de 61 % af befolkningen, der er tilsluttet
fjernvarmesystemerne. Dette er hovedårsagen til den høje danske
energieffektivitet, hvor varme, der ellers ville gå til spilde fra blandt
andet kraftvarmeproduktion og affaldsforbrænding, udnyttes fornuftigt.
Derfor er det påfaldende og useriøst, at fjernvarme praktisk taget ikke
nævnes i regeringsudspillet fra januar og heller ikke har fyldt ret meget i
den efterfølgende energipolitiske debat. Det skyldes nok fortrinsvis
uvidenhed, hvad sådan set er bedre, end en negativ holdning til fjernvarme.
Når der nu er god tid til nærmere refleksioner, inden der formentlig og
forhåbentlig i løbet af august indgås et bredt energipolitisk forlig, skal
der herfra lyde en klar opfordring til, at man i de videre forhandlinger i
større udstrækning overvejer, hvordan fjernvarmen fortsat kan bidrage til
at opfylde de overordnede miljø- og energipolitiske målsætninger om et
mindre forbrug af fossile ressourcer.
Dansk Fjernvarme mener, at der er behov for en meget klarere skelnen mellem
virkemidler og målsætninger, f.eks. ved brug af begrebet Primære Ressource
Faktorer (PRF). Vi opfordrer også til, at energipolitikken i højere grad
tager udgangspunkt i den tilgængelige saglige viden om energiforhold frem
for ideologiske synspunkter og tilfældige nye individuelle eller
"matrikelorienterede" teknologier, der meget let fører til
suboptimering. Der er masser af viden, forskningsprojekter og rapporter,
der dokumenter de store samfundsmæssige potentialer i optimale
fjernvarmesystemer.
I juni 2007 kom også Institut For Miljøvurderings (IMV) rapport
"Effektiv brug af grønne afgifter i kraft- og varmesektoren", som
ikke overraskende blandt andet konkluderer: Afgifter fungerer bedst, når de
lægges på brændslet/emissionen; at der er behov for at skelne klart mellem
grønne og fiskale afgifter, og at brændselsrestriktioner for de decentrale
værker inden for naturgasnettet bør fjernes. IMV konkluderer, at grønne
afgifter "er knap så grønne i praksis fordi den nuværende lovgivning
er indrettet på en måde, hvor budgetmæssige og andre administrative hensyn
hindrer en efficient brug af grønne afgifter. Dette bør man tage hånd om i
en revidering af energilovgivningen."
Mere klart kan det vel ikke siges.