Dansk Fjernvarme

Nye opgaver venter

1. november 2007 | 2007

Nye opgaver venter

Dansk Fjernvarme runder de halvtreds i år. Det har vi fejret på forskellig vis i årets løb, blandt andet på det netop overståede landsmøde og med udgivelsen af en bog. Et jubilæum er en god anledning til at gøre status. Den korte version er, at det ikke ser så skidt ud endda. Faktisk vil vi tillade os at benytte lejligheden til at give den danske fjernvarmesektor et klap på skulderen.

 

Det går nemlig på mange måder rigtig godt, og aldrig har fjernvarmesektoren samfundsmæssigt haft så stor betydning, som netop i disse år. Det gælder energi- og miljøpolitisk og med de aktuelle høje energipriser gælder det også privatøkonomisk for næsten alle de 61 % af befolkningen, der har fjernvarme.

 

Den store geografiske udbygning af fjernvarmenettene har været en afgørende del af Danmarks svar på energikriserne for 30 år siden. Men også med de nuværende energi- og miljømæssige udfordringer er fjernvarmen uundværlig. Fjernvarmen leverer en stor del af effektiviteten i energisystemet og vil fortsat gøre det i fremtidens energisystem. Danmark kan fremvise store resultater på energiområdet. Vi er EU’s mest energieffektive land målt på bruttonationalprodukt i forhold til energiforbrug. Og som et af de eneste lande i verden har det samlede danske energiforbrug været nogenlunde uændret i mange år, på trods af stor økonomisk vækst.

 

Uden ildsjæle og mange samarbejdspartnere var det ikke gået sådan. Fjernvarmen nyder stor opbakning fra det øvrige samfund. Danmark har ønsket fjernvarmen og har investeret det nødvendige, både økonomisk og politisk. Til gengæld gør vi i fjernvarmebranchen vores for at levere varen - og som nævnt har resultaterne hidtil været overbevisende. Når vi snart går i gang med en brandingkampagne, sker det for at fjernvarmen kan få den opmærksomhed, som indsatsen i dansk energi- og miljøpolitik berettiger til. Samtidig kan vi gøre befolkningen opmærksom på, at den har en del af æren for den succes, der er skabt. Fjernvarmen er både i praksis og i overført betydning et folkeeje.

 

Dansk Fjernvarme summer også af liv. Omkring 1.600 mennesker har netop deltaget i årets landmøde, som må være et af de absolut største årlige foreningsmøder i landet. Det vidner om medlemmernes betydelige engagement i foreningen og i deres branche. For godt et år siden indviede vi Fjernvarmens Hus, og det er allerede blevet stedet, hvor tusindvis af engagerede fjernvarmefolk i løbet af et år samles til møder og kurser, og hvor de træffer medarbejderne i de fire fjernvarmeorganisationer, som har domicil i Fjernvarmens Hus. Aktiviteterne er faktisk i en sådan vækst, at Dansk Fjernvarmes bestyrelse har givet grønt lys til forberedelsen af en udbygning af huset, så der bliver plads til flere og nye aktiviteter.

 

Dansk Fjernvarme og den danske fjernvarmesektor kan se tilbage på de sidste 50 år med en rimelig portion stolthed. Men stabilitet og stilstand er som bekendt en slags stagnation. Derfor skal vi alle fortsat arbejde frem mod nye mål, der er rigeligt at tage fat på.