Dansk Fjernvarme

Lad os så få det energiforlig

1. december 2007 | 2007

Lad os så få det energiforlig

Så er folketingsvalget overstået. Undervejs i valgkampen blev der talt rigtig meget om klima, miljø- og energipolitik. Alle partier havde ambitiøse mål, men hvordan målene i praksis skal nås og hvad det reelt vil kræve, var der ikke mange konkrete bud på.

 

Der er altså tilsyneladende stor tværpolitisk enighed om, at der skal ske en hel masse på det energipolitiske område. De langsigtede målsætninger ser også ret ensartede ud. Det kan vi i Dansk Fjernvarme kun hilse velkomment. Vi ser derfor frem til, at der meget hurtigt bliver indgået et bredt funderet energipolitisk forlig.

 

Som bekendt har der været optræk til et forlig i snart et år, siden regeringen i januar fremlagde sit udspil: ”En visionær dansk energipolitik”. Siden har der været en del forhandlinger og det har flere gange været endog meget tæt på et forlig. Men ingen af parterne var forud for valget reelt villige til at indgå kompromisser.

 

Nu har vi så haft valget og energisektoren har brug for afklaring. Vi forventer derfor konstruktive energipolitikere i arbejdstøjet, der meget hurtigt finder sammen om et bredt forlig om den energipolitiske kurs de kommende år, hvor vi taler om meget store samfundsmæssige muligheder, konsekvenser og investeringer, som er alt for vigtige til at drukne i snævre partipolitiske manøvrer.

 

Det gælder ikke mindst på fjernvarmeområdet, der som distributionssystem allerede i dag spiller en meget stor rolle i Danmarks høje energieffektivitet og som også fremover tilbyder sig som værktøjet til at sikre mindre CO2 udslip, mere vedvarende energi, højere energieffektivitet, bindeled til nye teknologier og energikilder m.v. Der kan i den anledning henvises til artiklerne på siderne 20-26, hvor der er kigget lidt i krystalkuglen i anledning af, at Dansk Fjernvarme i december 2007 fejrer sit 50 års jubilæum.

 

I Dansk Fjernvarme kan vi her i jubilæumsåret noget paradoksalt konstatere, at fjernvarme aldrig stået stærkere og haft større energi- og miljøpolitisk betydning, men at fjernvarme heller aldrig har fyldt mindre i de politiske udmeldinger og udspil. Hvem hørte f.eks. noget om fjernvarme i den netop overståede valgkamp?

 

Der er derfor rigeligt med opgaver for Dansk Fjernvarme i de næste mange år og et af de store tiltag, som vi venter os meget af i 2008 og 2009 er den brandingkampagne, der skydes i gang efter nytår. For nu er det på tide, at fjernvarmens fortræffeligheder og potentialer bliver kendt uden for branchen selv.