1. september 2008 | 2008

I sommerens løb blev der føjet endnu et afsnit til den på mange måder så triste saga om barmarksværkerne, da pressen skrev om fjernvarmeforbrugere, der havde modtaget varmeregninger på op til 60.000 kr. om året.

Historien om barmarksværkerne begyndte i 1980’erne, hvor der var fokus på decentrale løsninger, og kraftvarme blev set som en oplagt mulighed for at få afsat den naturgas, DONG havde forpligtet sig til at aftage fra Nordsøen. Naturgasnettet blev mange steder i Danmark trukket langt ud i yderområderne, og politikere, naturgassælgere, rådgivningsfirmaer og leverandører havde en fælles interesse i at bakke op om de lokale entusiaster, der ville opføre et barmarksværk som samlingspunkt i lokalområdet. Eneste kritiske røst kom dengang stort set fra Dansk Fjernvarme.

Der blev i begyndelsen af 1990’erne etableret omkring 80 barmarksværker, og der gik ikke lang tid, før de første problemer opstod i form af høje varmepriser. En del af værkerne skulle naturligvis aldrig have været bygget, fordi fjernvarme og kollektive systemer egner sig til bysamfund af en vis størrelse og ikke til få spredte husstande. Hertil kom alt for optimistiske anlægsbudgetter, undervurdering af ledningstab og fravalg af tilslutningsomkostninger.

Barmarksværkernes problemer har flere gange været på den politiske dagsorden, hvilket har resulteret i flere større hjælpepakker. Rigsrevisionen konkluderede i den anledning for et par år siden, at problemerne stort set var løst, og at der kun var enkelte nødlidende værker tilbage, hvor problemerne var uforskyldte.

De aktuelle sager om meget høje varmepriser er nu ved at blive undersøgt af myndighederne, ligesom Dansk Fjernvarme også følger udviklingen meget nøje. Problemet er, at uanset årsagen er det ikke holdbart, hvis nogle forbrugere får en helt urimelig høj varmepris. På den anden side må det også konstateres, at værker med ret ens udgangspunkter tilsyneladende har meget forskellig økonomi i dag. Der er således ingen tvivl om, at det er helt afgørende, at en bestyrelse sikrer sig kvalificeret rådgivning i forhold til eksempelvis elproduktion og eventuelt indgår driftsfællesskaber med andre fjernvarmeværker.

Dansk Fjernvarme vil naturligvis til enhver tid arbejde for, at fjernvarmeforbrugere får en rimelig varmepris, men forudsætningen må være, at det enkelte værk drives så effektivt og professionelt som overhovedet muligt. Der er næppe udsigt til større økonomisk hjælp fra politisk hold til værker, der ikke kan dokumentere, at de selv har gjort det yderste for at optimere driften, ligesom danske politikerne ikke har indflydelse på verdensmarkedspriserne på naturgas. Derimod kunne politikerne passende benytte lejligheden til at lempe på reglerne, så værkerne frit kan vælge brændsel. Det vil være fremadrettet energipolitik og bidrage til at understøtte målsætningerne om mere vedvarende energi.