I kølvandet på offentliggørelsen af Varmeplan Danmark i oktober, har Dansk Fjernvarme arbejdet på at fastholde og fremhæve rapportens konklusioner. På landsmødet i København var det tydeligt, at det på flere planer allerede er ved at lykkes. Både under Klima- og Energiministerens veloplagte tale og i indlæggene fra de energipolitiske ordførere i den efterfølgende paneldebat.
Det er Dansk Fjernvarmes klare ambition, at det stigende fokus på fjernvarme, som Varmeplan Danmark og den øvrige oplysningskampagne har været med til at skabe, skal udnyttes og forstærkes i den kommende tid. Det vil ske på møder med politikere og embedsmænd, i debatindlæg og på møder og kurser. Vi både håber på og regner med, at Dansk Fjernvarmes medlemmer i eget lokalområde deltager aktivt i disse bestræbelser.
Varmeplan Danmark sætter fokus på udviklingsmulighederne for fjernvarme i Danmark. Der er naturligvis både barrierer, der skal overvindes og forudsætninger, der skal skabes, for at realisere de samfundsmæssige gevinster, som fjernvarmen kan give det danske samfund over de kommende år. Et af de områder, hvor Varmeplan Danmark påviser både barrierer og manglende forudsætninger, er kommunernes indsats i forhold til varmeplanlægning.
Varmeplan Danmark indeholder en række forslag, som stort set kan sammenfattes til, at staten bør stille større krav til kommunerne på dette område. På det konkrete plan oplever Dansk Fjernvarmes medlemmer desværre ofte mangler i udførelsen af de myndighedsopgaver, som kommunerne allerede i dag helt klart skal udføre i henhold til varmeforsyningsloven. Blandt andet i behandlingen af ansøgninger efter Projektbekendtgørelsen.
Det er ikke Dansk Fjernvarmes hensigt at hænge bestemte kommuner ud, idet der sikkert kan være mange grunde til, at de nødvendige ressourcer og kompetencer ikke er til stede. Men uanset årsagen, er det utilfredsstillende og uacceptabelt, når vi hører om kommuner, der nærmest ikke kender eksistensen af varmeforsyningsloven eller sagsbehandler i henhold til f.eks. planloven, hvor det burde være efter varmeforsyningsloven. Derfor er Dansk Fjernvarme i dialog med Kommunernes Landsforening om, hvordan disse problemer løses, ligesom Dansk Fjernvarme vil afholde temadage og kurser om problemstillingen.
Barrierer og forhindringer kan findes i mange forskellige sammenhænge, måske også steder, hvor man ikke lige forventer det. Men skal vi videre og realisere de potentialer, der er anvist i Varmeplan Danmark, skal vi som branche arbejde sammen om dette mål. Det vil være til stor gavn for det danske samfund og vil også gøre fjernvarmebranchen mere spændende, attraktiv og udfordrende til gavn for den daglige arbejdsglæde og den fremtidige rekruttering.