Dansk Fjernvarme

Byd velkommen til nye beslutningstagere

1. januar 2010 | 2009

Byd velkommen til nye beslutningstagere

Et nyt år betyder nye muligheder for fjernvarmen. Måske især i 2010, hvor vi kan vi byde velkommen til en række nye lokalpolitikere. Byrådsposterne er fordelt efter kommunalvalget, og med nye medlemmer af teknik-, miljø- og planlægningsudvalg er der en række nye beslutningstagere, som ansatte og bestyrelser i fjernvarmeværkerne skal interessere sig for.


Det er kommunerne, der har ansvaret for at udføre planlægning for varmeforsyningen, og hvis politikerne skal træffe kloge valg, har vi også en forpligtelse til at sørge for, at det sker på et klogt grundlag. Selv om ansvaret er kommunens, betyder det ikke, at vi passivt skal afvente de resultater, den kommer frem til.


Vi kan ikke forvente, at alle har samme viden om fjernvarmens muligheder som os selv. Derfor bør hvert enkelt fjernvarmeværk starte med at spørge sig selv: Kender jeg de relevante politikere i min kommune, kender de mig, og er jeg i dialog med dem? Nyvalgte politikere er lige nu klar til at kaste sig over alle de nye spændende arbejdsområder, og her er det vigtigt at få åbnet alles øjne for, hvor vigtigt varmeområdet er. Det er et udfordrende område, der samler teknik, miljø og planlægning under én hat.


Vi skylder hinanden at sikre, at alle beslutningstagere har det bedst mulige grundlag for at gøre deres arbejde. Derfor skal vi sørge for, at politikerne kender fjernvarmen. Vi har masser at byde på, som alt sammen passer perfekt til det politiske ønske om miljø- og energirigtige løsninger. Vi er helt på det rene med, at det kan være svært at forklare fjernvarme med få ord. Men vi ved, at miljøet elsker fjernvarmen, fordi den kan bruge energi, der ellers ikke har værdi. Og vi ved, at fjernvarme er forsyningssikkerhed, fordi vi kan bruge mange forskellige energikilder.


Samtidig er vi klar over, at god fjernvarme kræver god planlægning. Forudsætningen for, at der sker noget, er, at der er en positiv værdi både for samfundet og for forbrugerne. Det skal vi sørge for, at alle er bevidste om, og derfor er den løbende dialog med beslutningstagerne så vigtig. Det er den, der kan sikre, at politikerne sammen med fjernvarmeværkerne kan lægge en langsigtet plan.


Den vigtigste drivkraft for, at bestyrelse og den daglige ledelse tager fat i informationsopgaven, er naturligvis, at det er til gavn for varmeforbrugerne, og at det er en interessant opgave for varmeværket. Den ekstra gevinst er, at indsatsen er et væsentligt bidrag til at realisere visionen for Dansk Fjernvarme om at være en offensiv og synlig aktør i dansk energipolitik. Det arbejder Dansk Fjernvarme for, og vi gør det allerbedst i samarbejde med initiativrige fjernvarmeværker, der har god kontakt med alle lokale beslutningstagere.


Godt nytår.