Dansk Fjernvarme

Igen igen

1. februar 2009 | 2009

Igen igen

Så har vi endnu en gang oplevet Rusland lukke for gasforsyningen til ét af sine nabolande med den konsekvens, at der mangler gas i flere andre lande. Hermed blev det igen demonstreret, at energiforsyning kan bruges som våben i konflikter. Rusland er ikke det første land, der gør det, og bliver med statsgaranti heller ikke det sidste. Vi fik selv kærligheden at føle med energikrisen i 1973, og vi fik lige en påmindelse igen i slutningen af 70’erne. Men så var der heller ikke længere nogen tvivl: Lav selvforsyningsgrad med energi er en politisk og økonomisk trussel, uanset hvad.


Nu har Rusland så for tredje gang - på lige så mange år – leget med gashanen, så budskabet er måske ved at sive ind rundt om i Europa. I al fald udløstes almindeligt kaos rundt om i de berørte lande, især i det hårdest ramte sydøsteuropæiske område. Serbien får f.eks. 92 % af sin naturgas fra Rusland via Ukraine og Ungarn og havde i begyndelsen af januar -5 C° i Beograd og reserver til 10 dage.


Hvad der indledningsvis blev anset for en bilateral konflikt mellem Ukraine og Rusland, blev efterhånden også et EU-anliggende. Og det passede jo fint med at kommissionen i begyndelsen af december havde udsendt sit ”andet strategiske energigennemsyn”, som netop handlede om sårbarheden på energiområdet. Gav dette gennemsyn så nogle gode svar? Egentlig ikke.


Godt nok er energieffektivitet et af de fem områder, kommissionen peger på i sin ”Aktionsplan for sikkerhed og solidaritet for energi”. Men der fokuseres i planen på de traditionelle centraliserede løsninger. Eksempelvis store investeringer i mere infrastruktur og ineffektive kulfyrede kondenskraftværker, der er forberedt til CO2-separation og CO2-lagring, men ikke gjort klar til udnyttelse af overskudsvarmen. Planen fokuserer på forsyningssiden, og de få eksempler, der er på tiltag til øget energieffektivitet mangler visioner.


Der er som bekendt et enormt potentiale i at øge energieffektiviteten. Alene energitabet i energikonverteringen (el-produktion, raffinaderier m.v.) i Europa svarer til hele nettovarmeforbruget i Europa. Gør vi fjernvarmen mere effektiv - især i Østeuropa – og fordobler markedsandelen i Europa, kan vi ifølge Ecoheatcool-rapporten reducere Europas afhængighed af energiimport med, hvad der svarer til Polens samlede energiforbrug.


Vi vil ikke forsømme lejligheden til at gøre opmærksom på, hvad fjernvarmen og kraftvarmen har at tilbyde Europa. De europæiske fjernvarmeforeninger har derfor sammen forfattet en henvendelse, som de hver især kan sende til deres nationale regeringer. Dansk Fjernvarme har afleveret brevet til klima- og energiminister Connie Hedegaard på et møde for nylig og bedt hende påpege potentialet over for EU-Kommissionen. Det er ganske simpelt ikke intelligent at lade den lektie, vi lærte i 70’erne, forblive i glemmebogen - i alle andre sammenhænge siger vi jo, at vi skal lære af historien; hvorfor så ikke af denne?