Der er i dag et betydeligt politisk ønske om at udbygge biogasproduktionen. Som en del af den energipolitiske aftale af 21. februar 2008, blev det besluttet at forbedre afregningen og dermed give større tilskyndelse til at bruge biogas i decentrale kraftvarmeværker som alternativ til naturgas. Dansk Fjernvarme er positiv i forhold til dette ønske, da biogas på samme måde som stort set alle andre energikilder som hovedregel udnyttes mest effektivt ved at producere el og varme sammen.
Vi ønsker i alle sammenhænge at bidrage til at fremme de samfundsøkonomisk og miljø- og energimæssigt bedste løsninger. Derfor har Dansk Fjernvarme taget positivt mod en opfordring fra Energistyrelsen om at samle de relevante organisationer til en dialog for at afklare, hvilke barrierer der er for at indpasse mere biogas i energiforsyningen. Et møde med de involverede parter i Fjernvarmens Hus bekræftede, at der er barrierer, men mødet viste også, at der er interesse for at arbejde videre mod målet.
En del af barriererne bunder efter Dansk Fjernvarmes vurdering i, at der har været tekniske problemer, og at leveringskontrakterne i mange tilfælde ikke har været tilstrækkeligt professionelt udformet. Det sidste bidrager Dansk Fjernvarme til en konkret løsning af ved at udarbejde en form for standardkontrakt, der kan bruges, når et biogasanlæg og et fjernvarmeværk skal indgå en kontrakt. Andre aktører må tage sig af nogle af de andre barrierer for større udbredelse af biogassen, f.eks. kommuner omkring placering af biogasanlæg og biogasbranchen omkring eventuelle lugtproblemer.
Det er en politisk afgørelse, om biogassen skal opgraderes til direkte anvendelse i naturgasnettet. Dansk Fjernvarme er ikke modstander af en sådan opgradering. Indtil videre er vi dog tvivlende over for, om det samfundsøkonomisk er en fornuftig strategi, hvilket bør være et krav for, at der gives tilskud.
På en række punkter er anvendelsen af biogas ikke anderledes end andre samfundsmæssige opgaver, som fjernvarmesektoren løser. Det afgørende er, at der samfundsøkonomisk og energi- og miljømæssigt er tale om fornuftige løsninger, der medfører en rimelig betaling for varmen hos den enkelte fjernvarmeforbruger. Sørger man ikke for en rimelig varmepris, får forbrugerne incitament til individuelle løsninger med brændeovne eller lignende. Det er ikke hensigtsmæssigt, hvis den nødvendige varme kan leveres som overskudsprodukt fra affaldsforbrænding eller fra løsning af landbrugets gylleproblem.
Det er Dansk Fjernvarmes ønske, at medlemmerne skal have et så bredt grundlag som muligt, når de skal træffe beslutningen, om de skal anvende biogas. Derfor er der fra side 16-40 i dette nummer af FJERNVARMEN et tema om biogas, der forhåbentlig besvarer en række af de spørgsmål, der rejser sig i forhold til biogas og fjernvarme.