I løbet af få årtier slipper naturgassen fra Nordsøen op. Ingeniørfirmaet Cowi spår derfor fjernvarme en stor fremtid i Danmark. Det skriver Berlingske Tidende.
Fjernvarme har stort set alt, hvad man kan forlange af et varmesystem. Det kan være med til at redde verdens skrøbelige klima, og det kan give Danmark en fleksibel og uafhængig energiforsyning, mener den rådgivende ingeniørkoncern Cowi.
Fjernvarme er ikke så sexet som vindmøller, men er et stærkt våben i indsatsen for et bedre klima, fastslår ingeniørfirmaet.
Hvis man øger fjernvarmedækningen af det totale opvarmningsbehov med 15-20 procent, kan det spare op mod halvdelen af CO2-udledningen til opvarmning i Danmark, siger Cowi i en dugfrisk analyse.
I dag modtager 60 procent af den danske befolkning fjernvarme, og næsten halvdelen af Danmarks varmeforbrug i bygninger dækkes i dag med fjernvarme.
"Man vil formentlig skifte fra naturgas til fjernvarme rigtig mange steder med store naturgasnet, bl. a. i Glostrup og i Hvidovre," siger afdelingschef Jens Ole Hansen fra Cowi.
"Selv i de fleste lavenergihuse kan fjernvarme betale sig. Det, der i første række batter for at udbrede fjernvarme, er, at vi får brandet den. At vi dokumenterer dens betydning for klimaet og for dansk økonomi, når vi gør os fri af importeret brændsel," siger Jens Ole Hansen.