Dansk Fjernvarme

Dansk Fjernvarmes direktør Jørgen G. Jørgensen 50 år

7. oktober 2008 | 2008

Dansk Fjernvarmes direktør Jørgen G. Jørgensen 50 år

Den 8. oktober kan Dansk Fjernvarmes administrerende direktør Jørgen G. Jørgensen fejre sin 50 års fødselsdag.

De seneste fem år har han stået i spidsen for Dansk Fjernvarme. Et job, hvor han de seneste år har kunnet notere nogle af fjernvarmens store resultater og bygge videre på en mangeårig energi-succes. Som daglig leder kunne han således i 2006 indvie Fjernvarmens Hus på Merkurvej i Kolding. Et helt nybygget og skræddersyet hus til fjernvarmebranchens organisation og branchefolk. Et hus, hvor der også til november tages en ny tilbygning i brug.

Jørgen G. Jørgensen er cand. scient pol. og kom til Dansk Fjernvarme fra stillingen som administrerende direktør for landboforeningen Patriotisk Selskab. Før da har han blandt andet været underdirektør i DONG og management konsulent i PA Consulting Group.

Jørgen G. Jørgensen betegner fjernvarme som dansk energis største succes. Siden oliekrisen i 70’erne har fjernvarmen været rygraden i det danske energisystem, som har sikret forsyningssikkerheden og samtidig været en samfundsøkonomisk gevinst. Dertil kan lægges, at fjernvarme er med til sikre, at Danmark er blandt de førende indenfor miljø- og klima-arbejdet.

Hans glødende engagement og tæft for såvel det politiske arbejde som medlemsservice har gjort ham til en af de drivende kræfter i energisektoren.

Privat er Jørgen G. Jørgensen gift med sognepræst og provst Dinna Jørgensen. Parret har tre drenge på 22, 20 og 18 år.

Jørgen G. Jørgensen er blandt andet ministerudpeget medlem af Koordinationsudvalget for Energibesparelser og Interessentforum i Energinet.dk. Hertil kommer bestyrelsesposter i organisationer med tilknytning til Dansk Fjernvarme og i det internationale fjernvarmesamarbejde i Euroheat & Power og Nordvarme. Jørgen G. Jørgensen er tillige netop valgt til Hedeselskabets repræsentantskab for en 6-årig periode.

I anledning af fødselsdagen er der reception i Fjernvarmens Hus, Merkurvej 7 i Kolding fra klokken 13.00 til 15.30.
 

Jørgen G. Jørgensen 50 år