Baggrund
Med forsyningssikkerhed for fjernvarmesektoren menes, at fjernvarmekunderne kan have sikkerhed for, at der leveres fjernvarme. Forsyningssikkerheden opnås i dag primært ved, at der er backup for varmeproduktionsanlæg og ved at sikre en god standard for anlæggets øvrige dele (distributionsanlægget, styring m.v.).
Der er i nyere tid ikke kendte eksempler på langvarige nedbrud af forsyning med fjernvarme. Mindre afbrydelser for vedligehold, renovering m.v. forekommer helt rutinemæssigt i driften af fjernvarmesystemer, da de almindeligvis ikke udgør et kritisk problem for kunden. Men trods den almindelige accept af sidstnævnte og fraværet af førstnævnte bør sektoren forholde sig til, hvad der er en uacceptabel afbrydelse af forsyningen, hvad risikoen for den er, hvorledes den evt. kan undgås og til hvilken pris? Hvad er rettidig omhu, og hvad er overdreven bekymring? Hvad siger vi til offentligheden den dag, der forekommer et langvarigt leveringssvigt?
Problemstilling
Mens der således i den enkelte fjernvarmeforsyning muligvis er styr på de risici for forsyningssikkerheden, som er indbygget i den enkelte fjernvarmeforsyning, er der ikke en systematisk tilgang til dette på brancheniveau. Ej heller for så vidt angår de risici, som udgøres af fjernvarmesystemernes afhængighed af andre forsyningssystemer. I det omfang, der er udfald af elforsyningen, kan de færreste (om nogen) fjernvarmesystemer levere varme. Fjernvarmens forsyningssikkerhed står og falder dermed med forsyningssikkerheden i elsystemet. Er dette acceptabelt?
Almindeligvis søges forsyningssikkerheden på produktionssiden opretholdt gennem anvendelse af flere forskellige brændsler på anlæggene. Sikkerheden mod svigt i brændselslevering kan derfor være et alternativt brændsel, som antages fortsat at kunne leveres. Men hvis brændselslevering på grund af transportsituationen svigter, f.eks. på grund af strejke, så er det ikke givet, at det alternative brændsel kan leveres. (I Sverige konstaterede man, at kriseforsyning med olie ikke ville kunne opretholdes i fornødent omfang, da transportbranchen ikke besad den fornødne kapacitet af tankvogne.) Fjernvarmesektoren har ikke selvstændigt forholdt sig til disse spørgsmål, men forlader sig på myndighedernes ageren på området.
Endelig er der forsyningssikkerheden i et mere strategisk perspektiv. Biogas antages at skulle blive et væsentligt brændsel i fremtiden. Men kan man forlade sig på et brændsel, der forudsætter tilstedeværelsen af en stor landbrugssektor og en stor svineproduktion? Ifølge medierne skylder landbruget 350 mia. kroner væk, tjener ikke en krone og er i øvrigt i gang med at udflage svineproduktionen. Selv på meget kort sigt kan økonomiske forhold afstedkomme forandringer af betydning for forsyningen med f.eks. biogas.
Anbefaling
Spørgsmålet om forsyningssikkerhed skal ses i bred forstand. Dansk Fjernvarme understøtter tiltag, der øger forsyningssikkerheden med hensyn til teknik, back-up, fleksibilitet og strategiske tiltag.
Fjernvarmekunder skal have sikkerhed for, at der altid kan leveres fjernvarme til opvarmning og varmt brugsvand.
Forsyningssikkerhed styrkes ved anvendelse af forskellige brændsler og tekniske løsninger.