4.3. Indpasning i fjernvarmesystemet af miljøvenlig el
Baggrund
I takt med, at elproduktionen fra vindmøller er steget, er der opstået et behov for, at elforbruget i stigende omfang kan gøres fleksibelt, det vil sige, at efterspørgslen kan følge udbuddet. Pr. 1. januar 2008 trådte den såkaldte ”Elpatronlov” i kraft. Den gør det muligt for
kraftvarmeproducenter at installere elpatroner, således at el er grundlaget for varmefremstilling.
Problemstillinger
På grund af højere afgifter på el end på naturgas frem til 2008 har det ikke været økonomisk interessant at anvende el til varmefremstilling. Herunder har betalingen til offentlige forpligtelser, PSO, via elregningen medvirket til at gøre elektricitet for dyr til varmefremstilling i forhold til naturgas. Med lovændringen er det gjort muligt at fremstille konkurrencedygtig varme på elektricitet, når elprisen er lav, det vil sige ved en elpris lavere end cirka 20 øre per kWh. Det anslås, at der er 500–1.000 timer årligt, hvor elprisen er attraktiv for anvendelse af el til varmefremstilling.
For værker, hvor kapaciteten er i underkanten af behovet, eller hvor kedlen er ineffektiv, kan el være et attraktivt alternativ og/eller supplement til eksisterende udstyr og brændsler.
Skal der etableres 3.000 MW vindkraft yderligere i det danske elsystem, kan der spares udbygning og forstærkninger i elsystemet, såfremt denne vindkraft i lavprisperioder benyttes lokalt, hvor vindkapaciteten er placeret. Desværre er elpatronloven begrænset til kedler ejet af kraftvarmeværker, hvilket mindsker mulighederne for at finde anvendelse.
Dansk Fjernvarme finder, at elsystemet forsømmer at finde løsninger, som sikrer anvendelse af elektriciteten, hvor den produceres, således at investeringer i udbygning og forstærkning af elnettet spares. I Vestjylland kan det overvejes at anvende el til erstatning af fossile brændsler i større omfang, idet vindmøllerne i stort omfang er placeret her.
Anbefaling
Dansk Fjernvarme anbefaler, at afgiftslettelser og fritagelse for PSO-tarif på elkøb til varmefremstilling udvides til alle kedler i kraftvarmesystemer og til private varmepumper uden for de kollektivt forsynede områder.